Hold da op for en dag.

Da jeg stod op 6.30 væltede det ned med regn, ikke som i Danmark - Det væltede rent faktisk ned med spande af regn fra himlen. Hele dagen er så gået med at være inde og lege portugisiske død kedelige lege.

Mamma er vidst ikke sur mere - Det kommer og går lidt, men jeg prøver at lade være med at tage mig af det. Hun råber altid, så jeg ved egentlig ikke om hun er sur, sådan er hun vist bare.

I går var vi rigtigt på arbejde for første gang. Det var lidt underligt at komme ind i en forsamling på 25 børn i aldersgruppen 3 -15 år, for hvad skal man lave som alle synes er sjovt. Men vi fik tiden til at gå og har nu gjort det sådan at vi skiftes til at lære fra os. Den ene uge skal vi lære ting traditionelle portugisiske ting og aktiviteter og næste uge er det os. Jeg skal for eksempel lære at spille trommer - Så jeg afslutningsvis kan være med når dansetruppen skal ud og optræde. Jeg ved ikke endnu om jeg tør kaste mig ud i at lære det, for min krop er slet ikke bygget til det de kan - Men det får i jo at se når jeg kommer hjem. Og forresten får børnene tæsk af træneren og det er Sandras krop i hvert fald heller ikke bygget til. Men jeg er med som trommeslager indtil videre. Hvis jeg forstod det Valentin (træneren) sagde, skal jeg selv lave min tromme først, så måske kommer jeg aldrig i gang - Jeg skal vel først finde et stort træ, fælde det, udhule det og så finde et dyr med noget godt skind til at putte omkring - så så, der skal ikke grines, jeg er efterhånden den fødte huleboer, så den udfordring tager jeg gerne op!!

Angående Mette har hun det lidt svigende, men en stor tak til den svenske klinik, de gør sgu et stort stykke arbejde når man henvender sig der. Somme tider er der også danske læger der, så man er ikke helt "lost". Men hun har fået konstateret tyfus-feber. Det er ikke helt det samme som Tyfus, så i bund og grund har hun høj feber og ondt i kroppen. Hun har fået piller hun skal tage i 10 dage, så det er hvad det er.

Sandra har indtil videre overstået den væste omgang "dia" i verdenshistorien. Det kom både ud foroven og forneden og frygten for at skulle prutte var enorm. Men nu er jeg hel igen - Tror det eneste positive var at jeg ca. har tabt 4 kilo. . .

Jeg fik planter, græs og noget andet natur jeg skulle spise fra familien, og det forårsagede et stort forkølelsessår, jeg så også langt om længe er sluppet af med. Men det var åbentbart ikke noget man kunne forstå, så jeg har utallige gange været på vej på sygehuset fordi de var sikker på det var noget farligt. Men jeg kæmpede imod og måtte stikke en nødløgn om at det var solen, for det er man altså nødt til hernede for at folk gider give en lidt privatliv - Tilgiv mig alle omkring!

Men idag er jeg hel - næsten da. Jeg var med i et vildt opgør om at nå en chappa i går, for det er dagligdagen her. Man kæmper for at få en plads i chappaen som var det ens eneste måde at overleve på. Det resulterede i at jeg blev mast op i en stor negernums, hvorefter jeg blev bouncet over i siden af chappaens dør, så den faldt af (det gør den tit, så det var ikke det værste) Jeg har nu næsten forstuvet to fingre, der lå under døren og har det største blå mærke på låret - AV AV, Men det eneste der holdt mig oppe i kampen var at jeg havde Mette med. Kampen var nemlig ikke slut endnu. Vi blev derefter skubbet ind som de sidste selvom vi var først, og landede begge på alle fire på bunden af chappaen med ca. 10 mennesker riddende på vores ryg. Alle grinte af os, og vi måtte stå bøjede om alle dem på forsædet hjem med hovedet godt mast ind i forruden.

Det er det højeste antal personer jeg har set og oplevet i en chappa før - ikke mindre en 28 var mast ind i et folkevognsrugbrød. Jeg lover snart at tage billeder af dem, for det er en skam at gå glip af det syn.

- Ja, jeg tror jeg vil smutte, for nu går turen igen hjem til T-3 og jeg ved nu at jeg skal indstille mig på endnu et vildt opgør.